Gennem det sidste år har Frikirken Vestsjælland samlet nydanskere til månedlige fællesspisninger. Nu er projektet officielt slut, men selvom de har løbet stærkt, er kirkens præst ikke i tvivl: ”Jeg ville gøre det igen.”
At være ny i Danmark kommer med mange udfordringer. For nogle er de ekstra store. Uden et netværk, et arbejde eller mulighed for at kunne forstå sproget kan livet som nydansker være ensomt og isoleret — og eventuelle traumer eller sygdom gør dem kun mere udsatte. Det er for eksempel virkeligheden for nogle flygtninge.
Det var særligt med tanke på dem, at KIT sidste år startede et nyt projekt, hvor vi sammen med fire frikirker oprettede sociale mødesteder. De fire kirker fik hver et tilskud til at skabe fællesskab og aktiviteter, hvor særligt udsatte nydanskere kunne danne sociale relationer og hjælpes til at blive del af og bidrage til mødestedet og samfundet.
En af de kirker, der har været del af projektet, er Frikirken Vestsjælland, der har kirker i Korsør, Kalundborg og Stenlille. Med projektmidlerne har kirken kunnet række ud til nydanskere i lokalområdet og invitere dem til bl.a. månedlige fællesspisninger i Korsør og Kalundborg. Og den invitation er der mange, der har taget imod.
I Korsør, hvor Preben Westh er præst og koordinator for integrationsaktiviteterne, deltager typisk 70–80 mennesker fast i fællesspisningerne. Over halvdelen af dem er ukrainere, mere end en fjerdedel er ghanesere, og de sidste er danskere.
Allerede inden kirken blev del af projektet, har kirken løbende hjulpet nydanskere i Korsør og omegn med ad hoc-behov som f.eks. hjælp til at forstå breve fra det offentlige, skatteindberetning og andet i forbindelse med opholdet. Men kirken så et større potentiale — og med ankomsten af ukrainske flygtninge til Danmark voksede behovet.
Viljen var der. Projektmidler skabte vej
”Der ankom omkring 100 ukrainere til byen, og vi spurgte os selv: Kan vi gøre noget for dem?” forklarer Preben Westh.
Kirken havde allerede tæt kontakt til en håndfuld ukrainere og dermed en indgang til de nyankomne, men som kirke havde de ikke ressourcerne til at imødekomme behovet og skabe aktiviteter.
”Uden støtte kunne vi slet ikke gå i gang med aktiviteter i det omfang. Uden hjælp ville det være for stor en mundfuld.”
Det var på det tidspunkt, at Preben hørte om KITs projekt og muligheden for at få støtte til aktiviteter.
Frikirken Vestsjælland blev del af projektet som en af fire kirker. For den blev støtten en ’gamechanger’ for kirkens integrationsarbejde og gav det den nødvendige økonomiske saltvandsindsprøjtning.
I dag tiltrækker fællesspisningerne bl.a. cirka 45 ukrainske flygtninge, hovedsageligt kvinder og børn, som står for madlavningen hver anden gang. Sammen har kirken og ukrainerne også lavet andre arrangementer, og gennem tidens løb har der været undervisning i for eksempel sang og maling. Om lørdagen mødes nogle af dem også til ukrainsk gudstjeneste i kirken.
En anden stor gruppe, der deltager i fællesspisningerne, er ghanesere. Allerede inden projektet begyndte, lagde Frikirken Vestsjælland hus til en ghanesisk menighed, men med fællesspisningerne er gruppen vokset. Ligesom ukrainerne står den ghanesiske gruppe hver anden gang for madlavningen.
Glæde og taknemlighed (og en uventet sidegevinst)
På grund af sprogbarrieren mellem ukrainere og danskere, smitter engagement på mødestedet dog ikke af på søndagens gudstjeneste. Men det gør heller ikke noget.
”Det er ikke målet eller grunden til, at vi gør det. Vi gør det, fordi vi holder af de mennesker og ønsker at bygge en relation til dem,” siger Preben.
På den måde er projektet lykkedes med det, der var dets formål. Ifølge Preben har det nemlig resulteret i nye og stærkere relationer til både ukrainere og ghanesere og deltagerne imellem. Mødestedet er blevet deres fristed for de nydanske deltagere.
”De fanger atmosfæren og mærker, at de kan komme, som de er. Og de udtrykker stor taknemlighed” fortæller Preben.
Projektets aktiviteter har dog bragt en ”sidegevinst” med sig:
”Vi har fået hul igennem til det offentlige,” forklarer Preben og fortæller, hvordan tre byrådsmedlem fra Slagelse Kommune har været med til en samling i forbindelse med bespisningen.
Et byrådsmedlem blev endda så inspireret af mødet, at han efterfølgende har startet et program, godkendt af byrådet, til støtte for ukrainere kaldet ’Reach Out for Ukraine’. Preben er kommet med i udvalget omkring det arbejde. Det har medført en tættere relation til Slagelse Kommune.
Læs om, hvordan Preben og kirken inspirerede et byrådsmedlem her
Hårdt, men det hele værd
I marts 2024 modtog projektet sin sidste støtte. Nu skal Frikirken Vestsjælland beslutte, hvad der skal ske med aktiviteterne; om kirken skal fortsætte projektet for egne midler.
På trods af stor taknemlighed, gode resultater og fortsat begejstring, er beslutningen ikke så ligetil:
”Vi skal finde ud af, om vi har kræfterne til det,” erkender Preben Westh. ”Bag kulissen kan vi mærke, at der er blevet trukket et læs. Vi er afhængige af frivillige, som der har været relativt få af i kirken. Vi har måske brug for at kigge ud af kirken, når frivillige skal findes.”
Men når ”batterierne” er blevet opladet, og hvis udfordringen med de manglende frivilligehænder kan løses, så er Preben personligt ikke i tvivl:
”Jeg ville helt klart gøre det igen. Der sker bare noget, når man spiser sammen,” fastslår præsten.
Udover Frikirken Vestsjælland har også Værftet på Bornholm, Evangeliekirken på Frederiksberg og Silkeborg Oasekirke været del af projektet, der var finansieret af Socialstyrelsen pulje til særlige sociale formål. Projektet løb for fra december 2022 til marts i år.